Hjem

Hvorfor male?

Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv – på dage hvor alt mislykkes, som om alle farver bekæmper og udsletter hinanden.

Dage hvor jeg tager meget små skridt, som derefter snarere viser sig at være tilbageskridt. Hvor jeg begynder forfra. Tilføjer måske en ny farve på paletten for at se hvad den kan tilføre. Ændrer på formen, og prøver at finde ud af om der ligger en historie gemt i billedet, der venter på at blive fortalt. Frygter samtidig at oprigtigheden forsvinder i manerer og for megen vilje.

På sådanne dage kan den tanke melde sig, at det næsten ikke er umagen værd, og at udfordringen måske er for stor.

Men så pludselig er det som om båndene løsnes, som om der er fri passage fra de inderste rum, forbi bevidsthedens bindinger. Som om jeg maler med ført hånd. Form- og farveklange stemmer.

Det er lykkelige dage. Det er disse dage som får mig til at fortsætte mit livtag med lærredet.

22,555 total views, 4 views today

Kontakt

BIRGIT PALMBERG
Billedkunstner
Gøgevang 3
2970 Hørsholm
Danmark
mobil:   (+45) 4019 8615
e-mail: b.palmberg@mail.dk

23,723 total views, 5 views today